Lejlighedssalg


Nedenstående er uddrag af fuld beskrivelse af salgsprocedure,
som findes i dokumentarkivet i
Probo.

Procedure ved salg/overdragelse af lejligheder

Andelshaver oplyser ønske om salg via ProBo under punktet ”Sælg din bolig”.

Hvis andelshaver er ene andelshaver, skal evt. ægtefælle jf. Ægtefælleloven give samtykke til salget. Hvis andelsboligen er særeje for andelshaver, skal der dog ikke gives samtykke. Andelshaver skal derfor oplyse, om han/hun er gift og i bekræftende fald oplyse navn, cpr.nr. og mailadresse på ægtefællen. Hvis andelshaver er gift, og der ikke er særeje for så vidt angår andelen, bliver overdragelsesaftalen også sendt til underskrift/samtykke af ægtefællen.

Sælger kontakter vurderingsfirmaet CERA for at aftale nærmere omkring vurdering. CERA henviser til el- og vvsfirma for udfærdigelse af el- og vvsrapporterne. Før besigtigelse af vvs installationerne, skal skabe/rum under håndvaskene i både køkken og badeværelse være ryddet, så der er fri adgang for besigtigelsen. Der gøres opmærksom på, at el- og vvs-rapporterne skal være anmærkningsfrie. Andelshaver skal forevise de anmærkningsfrie el- og vvsrapporter til vurderingsmanden. Der skal ikke foretages vurdering før der foreligger anmærkningsfrie rapporter. I forbindelse med besøget af vurderingsmanden udleverer andelshaver tidligere vurdering, egne bilag samt evt. officielle godkendelser af installationer mv. samt kopi af el- og vvsrapporterne.

Cera sender godkendt vurdering, el- og vvsrapport samt faktura til Boligexperten Administration.

Boligexperten tilbyder andelen til foreningens ventelister. Hvis andelen ikke bliver solgt via ventelisterne, oplyser Boligexperten Administration om at andelshaver har frit salg.

Når der via ventelisten eller andelshaver har fundet en køber, giver andelshaver skriftligt besked til Boligexperten Administration om købers navn, adresse, cpr. nr., mail, købesum og overtagelsesdag samt sælgers cpr. nr. og mail. Ud fra disse oplysninger udfærdiger Boligexperten Administration overdragelsesaftale.

Alle dokumenter og oplysninger til brug for overdragelsesaftalen skal være Boligexperten Administration i hænde senest 3 uger før den ønskede overtagelse. Der kan være overtagelse den 1. eller 15. i måneden. Alle parter modtager en mail med et link til overdragelsesaftalen.

Køber, sælger og bestyrelsen underskriver/godkender med deres personlige MitID. Når alle parter har underskrevet/godkendt overdragelsesaftalen, sendes en mail med den underskrevne overdragelsesaftale i pdf-format. Køber betaler den opgjorte overdragelsessum via det udleverede indbetalingskort til Boligexperten Administration senest 14 dage før overdragelsen. Såfremt overdragelsesaftalen indgås mere end 3 uger før overtagelsesdagen, skal køber senest 1 uge efter aftalens indgåelse enten deponere købesummen eller stille standardbankgaranti for denne, så sælger har sikkerhed for, at aftalen kan gennemføres.

Sælger oplyser ny adresse samt kontonummer på mail til Boligexperten Administration. Sælger afregnes senest 3 uger efter overtagelsen, hvis Boligexperten Administration har modtaget alle relevante informationer til brug for afregningen.